Læs om en lille gruppe mænds vandring i naturen og sindet!
Stort tak til Jonas Raagaard og Nikolai Lander for nogle fantastiske billeder
Nye venskaber, spejling, kreativitet, perspektivering, selvindsigt, mentalisering, empati og fornyet energi, er bare noget af det, vi sammen var vidne til, da vi var en lille gruppe mænd afsted på Mindventure.
Vi blev hurtigt enige om, at alle mændene i gruppen er repræsentative for den “danske mand”: 1 succesrig forretningsmand, 2 grafiske designere og 1 viceskoleleder, forfatter og foredragsholder. Alle mænd med meget på hjerte, og som jeg er dybt imponeret over, fordi de har skabt så meget værdi for dem selv og hinanden.
Fotograf: Jonas Raagaard
Venskab er et fantastisk biprodukt
Vi har 2 lokale guides med os – “a happy bunch”, der sørger for, at vi ikke, som lemminger, vælter ud over bjerget, mens vi under vandring er forsvundet ind i samtalen. Forrest går vores guide på 42 og bagerst sidder hans 61 årige ven på æslet Maria med sin hund Rocky patruljerende rundt om os. Mens vi vandrer, tales der i makkerpar om et enkelt spørgsmål, der får alle mand direkte ind på sporet af hinanden. Der går ikke lang tid, før flere enheder er blevet til én, der gennem varme, mentalisering og spejling har ét fælles mål – at skabe livsvarig værdi for sig selv og hinanden. På den baggrund ender processen faktisk med at være den stærkeste og mest intense teambuilding, jeg har været vidne til, og venskaber er et af de fantastiske biprodukter.
Fotograf: Jonas Raagaard og Nikolai Lander
Ro i et kreativt element
Når vi engang imellem kigger op, ser vi floden ved siden af os, der flyder igennem en lang grøn dal. Store dele af trekket, består også af vandring igennem skove med udsigt ud fra bjergkanten. Selv i dialogen, når vi ikke har fokus på naturen, opfatter underbevidstheden lydene fra omgivelserne – vand, vind, jord, himmel. Vi er i et kreativt element, langt, langt væk fra hverdagen og vi har RO. Ro som er blevet en sjældenhed. Der er altid en mobil, en kunde, et barn, en partner der lige skal… På bjerget er mobilen en død mursten, og vi har det hele for os selv. Der er skabt fokus under naturens kreative og inspirerende kræfter.
Friskbagt brød direkte fra bålet
Vi sover første dag hjemme hos en af de lokale i landsbyen på bjerget og overnatter i bedste lokale stil på en fælles sovestue. Den lokale bondemands kone klasker et stykke dej på siden af den glohede ler-ovn. Vi undrer os over, hvorfor hendes arbejdsstilling skal være i en 90 grader vinkel ind over et ildsted ved gulvet, hvor der ikke er tilstrækkelig med udsugning gennem skorstenen, så vi spørger, om man kunne hæve det hele lidt? “Det vil aldrig virke”, er svaret! : )
Det er fantastisk at møde mennesker, der ikke gør det som hjemme i Danmark, tænker vi, mens vi nyder den lokale mad med friskbagt brød til.
Fotograf: Nikolai Lander
Sokratisk dialog holder styringen hos deltagerne
Over de første par dage har jeg, gennem en forventningsafstemning og ved at agere fluen på væggen i samtalerne, fået en solid indsigt i hver enkelt mand. Jeg går nu rundt fra mand til mand, hvor vi sparrer sammen i timevis. Min metode er sokratisk dialog. Det sikrer åbne og fordomsfrie spørgsmål, hvor jeg er facilitator for reflekterede svar kommende fra ham, jeg taler med. Jeg kommer senere med udfordrende hypoteser, hvor det igen er personen selv, der har svarene og styringen i processen.
Fotograf: Jonas Raagaard
En varm spand vand lige i hovedet
Hammam i en landsby på en Auberge/kro i bjergerne er spande med varmt vand lige oven i hovedet! : ) Meget simpelt, men nogle gange rykker det primitive rigtig godt og aftenens Hammam er en oplevelse, ingen fra gruppen har lyst til at gå glip af. Historierne ruller derudaf og latteren fylder rummet. Det er sat’me hyggeligt.
FLOW
Med følelsen af at kunne anskue sig selv fra flere og nye vinkler, et løftet perspektiv om man vil, kaster gruppen sig ud i Mindventure modellen. Super spændende og engagerende proces, hvor hver enkelt mand, med hjælp fra gruppen, meget visuelt ser forcer og ubalancer i sig selv. I disse dage er gruppen gået ind i et stadie af “FLOW”, hvor tid og sted er forsvundet, fordi udfordringen er så engagerende og kræver det bedste af én selv og de andre. Et virvar af tanker og ideer er ved at blive konkretiseret, idet vi sammen ser på hver mands livsværdier og de livsmål, som han planlægger at arbejde videre med ved hjemkomst.
Opfølgning
Vi lander i Danmark, men turen fortsætter! Gruppen har oprettet et fælles forum, hvor sparringen fortsætter på daglig basis. Det er en fin måde at holde hinanden op på livsmålene, og det er en genial måde at holde venskaberne ved lige – alle glæder sig til at gense hinanden.
For mig som facilitator og menneske har det hele været en proces, jeg har meget tæt på mit hjerte. Fantastiske mænd har skabt enorm værdi for hinanden. Den slags værdi som man tager med sig i graven og som gennem ens liv kommer til at smitte positivt af på dem man møder.
Tak for alt!
Kærlig hilsen
Rolf Ejerskov